For alternative betydninger, se Krøyer. (Se også artikler, som begynder med Krøyer)

Peder Severin Krøyer (født 23. juli 1851 i Stavanger; død 20. eller 21. november 1909 i Skagen) var en norsk-dansk maler – og en af Skagensmalerne. Han blev født i Norge, men voksede op hos sin moster i København. Onklen var den danske zoolog Henrik Nikolai Krøyer.

Initialerne P.S. stod for Peder Severin; han blev kaldt Søren af sine venner. Krøyers signatur var ofte S K. Hans værker er blandt de dyreste danske malerier på auktion, adskillige har opnået priser over en million kroner.

Liv og værk

Krøyer viste tidligt evner som tegner, bl.a. illustrerede han en af sin plejefaders marinpublikationer i begyndelsen af 1860'erne.

I årene 1864-70 studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi – og i 1873 fik han guldmedalje og et stipendium.

Senere i 1870'erne opholdt han sig meget i Hornbæk, hvor han arbejdede udendørs sammen med andre malere. Han rejste til Tyskland og Frankrig, hvor han arbejdede og studerede i flere år. I 1878 rejste han til Spanien og Italien, hvor han besøgte Firenze, Siena og Rom. Her malede han det store og kontroversielle socialrealistiske værk, "Italienske landsbyhattemagere" (Den Hirschsprungske Samling), som gjorde ham berømt på Parisersalonen dét år, men som vakte stor forargelse, da det blev vist i Danmark. Man fandt motivet med de svedende og beskidte hattemagere frastødende.

Et møde i Paris med ægteparret Anna Ancher og Michael Ancher gjorde, at han rejste til Skagen for første gang i 1882. Herefter blev det fremover sommer i Skagen, og begrebet: Skagensmalerne blev skabt med ham som midtpunkt.

Friluftmaleriet

I løbet af 1800-tallet blev friluftsmaleriet en selvstændig kunstnerisk praksis, og i 1870’erne blev de franske impressionister kendt for spontane skitser efter naturen. Af friluftsmalere der inspirerede kan nævnes Léon Germain Pelouse, Alexandre Defaux, Jean Baptiste Antoine Guilleminet og Ernest Ange Duez. Sidstnævnte havde malet et portræt af maleren Ulysse Butin, der sidder på stranden i gråvejr og maler. Dette portræt har sandsynligvis inspireret Krøyer til hans selvportræt fra 1888 et bestillingsværk til Galleria degli Uffizi, hvor han er optaget som en af få danske malere. Dette værk findes i mange kopier og forfalskninger.

I 1880 i Paris besluttede Krøyer at tage forbi Torino på anbefaling af Laurits Tuxen, for at se malerier af Francesco Paolo Michetti, der var fem malerier fra Michettis hånd, især to billeder, Muslingefisker. Adriaterhavet. 1877 og Et indtryk fra Adriaterhavet. 1880, billeder med badende og fiskere i vandkanten, gjorde stor indtryk på Krøyer, der senere malede billeder af samme karakter, nemlig badescenerne fra Skagen Strand.

Maleriet Sommeraften ved Skagen Sønderstrand blev i 2005 konserveret, under dette arbejde fandt man sandskorn i oliemalingen over hele maleriet, dette tyder altså på at Krøyer har haft maleriet med på stranden under udførelsen af maleriet. For selv med et maleri af denne størrelse (100 x 150 cm) var det vigtigt for Krøyer at udføre arbejdet som friluftsmaleri, når det gjaldt landskabet, Anna Ancher og Marie Krøyer har han sandsynligvis malet efter fotografi, der findes to fotografier af damerne gående ved vandkanten på stranden.

Ægteskab

I foråret 1889 blev han forlovet med den unge kunststuderende Marie Triepcke og holdt bryllup på Krøyers fødselsdag hos svigerforældrene i Tyskland. Bryllups- og studierejse gik til Italien og varede i over to år. Også Marie var maler, og trods mindre sygdom blev rejsen en stor personlig og kunstnerisk oplevelse for det nygifte par.

I 1890'erne var Skagen i centrum, og i 1894 overtog ægteparret et hus i Skagen Plantage, som blev døbt Krøyers Hus. Nogle af hans mest spændende malerier blev til her, bl.a. forskellige motiver af sommeraftener ved Skagen strand. Han malede desuden et væld af portrætter, hvilket gjorde ham til en velstående kunstner.

Krøyer var i stigende grad manisk, og det sled hårdt på hans omgivelser.

Vinterbolig

Krøyer og Marie fik i 1897 opført en villa i Bergensgade 10, København, tegnet af arkitekt Ulrik Plesner.

Hugo – den svenske forfører

Fra 1886 til 1904 blev Krøyer behandlet med kviksølv og blev syg og mistede næsten synet på venstre øje, kviksølvbehandling var dengang en form for en universalbehandling og kunne også bruges mod syfilis, hvad Krøyer fejlede vides ikke med sikkerhed, han kunne måske have arvet sin mors kronisk maniodepressiv psykose, som i dag er betegnes som bipolar affektiv lidelse. Det var hårdt for Marie og den lille familie. Derfor rejste Marie ind i mellem væk. På en af disse rejser, som gik til Italien, mødte hun i 1902 den unge, svenske, komponist Hugo Alfvén, som hun forelskede sig i. Krøyer ville ikke skilles fra Marie, selv om hun var sammen med en anden mand. Han håbede, at hun en dag ville komme tilbage til ham. Men først da Marie ventede Alfvéns barn efter tre år, gik Marie alligevel helt fra Krøyer og flyttede sammen med Alfvén. Krøyer blev flere gange indlagt på hospital som sindslidende i Middelfart. Alligevel fuldendte han et storslået maleri: "Skt. Hansblus på Skagens Strand" i 1906. Dette billede viser bagest, foran båden, Marie Krøyer sammen med Hugo Alfvén samt en lang række andre kulturpersonligheder. Krøyers sygdom tog imidlertid til, og han døde i 1909 i Skagen og blev begravet på Skagen kirkegård.

Henrik Pontoppidan har skrevet om Marie og PS Krøyer i De Dødes Rige.

Hæder

• 1872-73, Akademiet
• 1878-80, Det Stoltenbergske legat
• 1882, Thorvaldsen Medaillen
• 1884, guldmedalje, The International and Universal Exhibition, Crystal Palace, London
• 1889, Grand Prix, Exposition Universelle (1889), Paris
• 1891, guldmedalje, Internationale Kunst-Ausstellung veranstaltet vom Verein Berliner Künstler anlässlich seines fünfzigjährigen Bestehens 1841- 1891, Berlin
• 1893, medalje, World's Columbian Exposition, Chicago
• 1900, Grand Prix og Medaille d'or, Exposition Universelle (1900), Paris
• 1906, Treschow

Galleri

Malerier i udvalg

Se også Værker af P.S. Krøyer

I H.Chr. Christensens P.S. Krøyer, 23.juli 1851-20. november 1909, Fortegnelse over hans oliemalerier fra 1923 er i alt registreret 803 oliemalerier.

Krøyer havde en evne til at komponere gruppeportrætter på de store lærreder i alt blev det til fem store lærreder fylder hver især mellem 2 ½ og 14 kvadratmeter.

Se også

• Værker af P.S. Krøyer

Noter

Referencer

Kilder

• Peter Michael Hornung: Peder Severin Krøyer, København: Forlaget Palle Fogtdal 2002. ISBN 87-7248-551-5

Litteratur

• Ib Søgaard: Krøyer – bag facaden, Skagen Lokalhistoriske Forening, ISBN 978-87-88602-18-0
• Krøyer i internationalt lys, Den Hirchsprungske Samling & Skagens Museum, ISBN 978-87-90597-16-0
• Koch, Carl Henrik; Linvald, Charlotte (2019), Linvald, Charlotte; Bünemann, Niels H. (red.), MESTERVÆRKER - Krøyer på bestilling, Skagens Kunstmuseer, ISBN 978-87-91048-45-6

Eksterne henvisninger

• P.S. Krøyer i Den Hirschsprungske Samling
• P.S. Krøyer – www.skagenskunstmuseer.dk
• P.S. Krøyer på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon
• P.S. Krøyer på gravsted.dk

.ps er et nationalt topdomæne der er reserveret til Palestina.

P.S. I Love You kan henvise til

• P.S. I Love You (Beatles sang), en sang krediteret til Lennon/McCartney
• P.S. I Love You (film fra 2007), en amerikansk film

Post scriptum eller P.S. er latin og betyder efterskrift. På dansk staves det postscriptum og forkortes PS eller p.s. Det benyttes litterært i slutningen af en tekst, hvor forfatteren tilføjer en eller flere forhastede sætninger som et informativt tillæg til det som allerede er skrevet, eller som en tillægsoplysning uafhængig af tekstens øvrige tema. Postscripta findes oftest i uformelle breve, tilføjet efter afsenderens underskrift. Samme type information kan også blive tilføjet i bøger og essays, men da er udførelsen ofte mere gennemtænkt og kaldes gerne efterord.

De nye Demokrater (fransk: Les Nouveaux Démocrates, forkortet ND er et fransk politisk parti, der blev stiftet i 2020. Partiet havde i begyndelsen seks medlemmer i Nationalforsamlingen. Partiet tilhører centrum-venstre (og er moderat venstreorienteret).

Medlemmer af Nationalforsamlingen

Ved valget i 2017 blev partiets oprindelige seks medlemmer af Nationalforsamlingen valgt ind for La République en marche !

Partiet blev dannet den 16. december 2020 af Guillaume Chiche (tidligere PS), Delphine Bagarry, Émilie Cariou (tidligere PS), Sandrine Josso (tidligere AC og LT, nu Modem), Fiona Lazaar og Aurélien Taché (tidligere PS).

Fem af de seks folkevalgte står udenfor grupperne i Nationalforsamlingen.

Denne artikel omhandler det franske parti. Opslagsordet har også en anden betydning, se Parti Socialiste (Belgien).

Parti Socialiste (PS) var indtil 2017 det største venstreorienterede politiske parti i Frankrig. Partiets ideologi er socialdemokratismen og det er medlem af Socialistisk Internationale.

Partiet blev grundlagt i 1969, hvor det erstattede Den franske sektion af arbejdernes Internationale (SFIO), der var oprettet i 1905 som den franske afdeling af Anden Internationale. PS kom første gang til magten under Den Femte Republik med François Mitterrands sejr ved præsidentvalget i 1981. Forud for valget var et samarbejde med det franske kommunistparti brudt sammen, hvilket formentlig har været medvirkende til, at PS fik så godt et resultat, som tilfældet var. Mitterrand, der havde været leder af partiet siden 1971, var dets mest fremtrædende politiker i perioden. I 2012 vandt François Hollande det franske præsidentvalg for PS.

Mitterrand genvalgtes som præsident 1988. Under hans embedsperiode gennemgik Frankrig en række reformer, bl.a. nationaliseredes banker, forsikringsselskaber og forsvarsindustrien. Partiet arbejdede for at øge arbejdernes løn samtidig med at man ville mindske den ugentlige arbejdstid. Det blev gennemført under partiets premierminister Lionel Jospin i 2002, da 35-timers ugen blev indført.

I forbindelse med Mitterrands valg til præsident i 1981 fik partiet som en del af en koalition også flertallet i Nationalforsamlingen for første gang. Fra 1986 til 1988 var premierministeren imidlertid af gaullisme|gaullistisk observans; da besad den senere præsident Jacques Chirac nemlig embedet. I 1993 udpegede Mitterand partifællen Édouard Balladur som premierminister. Chirac vandt præsidentvalget i 1995, hvor PS opstillede Lionel Jospin. Jospin var premierminister 1997-2002.

Parti Socialistes kandidat til præsidentvalg i 2007, Ségolène Royal fik 47% af stemmerne, mens præsident Nicolas Sarkozy fik 53%. Ved det seneste valg til Nationalforsamlingen i 2007 fik partiet 24,7% af stemmerne.

Martine Aubry er – siden den 25. november 2008 – partiets førstesekretær (formand).

Parti Socialistes kandidat til præsidentvalg i 2012 , François Hollande, fik 52 % af stemmerne mod Nicolas Sarkozy og vinder. Ved det seneste valg til Nationalforsamlingen i 2012 fik partiet 29.3% af stemmerne og vinder absolut flertal i anden runde.

Liste over resultater af Parti Socialiste

Frankrigs præsidentvalg

Nationalforsamlingsvalg

Partiformænd

Referencer

Eksterne henvisninger

• Parti Socialistes hjemmeside

Positronium (Ps) er betegnelsen for et system der består af en elektron og dens antipartikel, en positron. Systemet er metastabilt og annihilerer ved udsendelse af mindst to γ-fotoner. Positronium er sammenligneligt med brintatomet, dog er dets energiniveauer m.m. skaleret med forholdet mellem de reducerede masser. I modsætning til andre atomer, har positronium ingen atomkerne, og man har – spøgefuldt – givet det atomnummer 0 (nul).

Positronium er det simpleste af alle onium (bundne partikel-antipartikelsystemer), og i modsætning til fx protonium og charmonium, er positronium et rent kvanteelektrodynamisk system, og udgør som sådan en vigtig testmodel for denne fysikgenre.

Tilstande

Positronium kan dannes i to forskellige grundtilstande, som er defineret af elektronens og positronens indbyrdes spin.

Parapositronium

Singlettilstanden, hvor elektronens og positronens spin er antiparallelle (S = 0, M_s = 0) kaldes parapositronium (p-Ps). Parapositronium henfalder ved udsendelse af et lige antal fotoner (typisk to). Parapositroniums levetid er derfor summen af bidragene fra de forskellige henfaldstyper

${\displaystyle t_{p{\text{-Ps}}}=t_{2\gamma }+t_{4\gamma }+t_{6\gamma }\dots ,}$

hvor ${\displaystyle t_{n\gamma }}$ er levetiden af tilstanden, der henfalder til n fotoner. Den teoretiske værdi for levetiden er 125,16 ps. Levetiden af parapositronium er domineret af henfaldet til to fotoner, ${\displaystyle t_{2\gamma }}$ som er givet ved

${\displaystyle t_{2\gamma }={\frac {2\hbar }{\alpha ^{5}m_{e}c^{2}}}\approx 124,49~{\text{ps}}}$

hvor

${\displaystyle \hbar }$ er den reducerede Planckkonstant ${\displaystyle \hbar ={\frac {h}{2\pi }}}$,

${\displaystyle \alpha }$ er finstrukturkonstanten ${\displaystyle \alpha ={\frac {e^{2}}{(4\pi \epsilon _{0})\hbar c}}}$,

m_e er elektronens masse,

c er lysets fart i vacuum.

Fordelingsforholdet mellem henfald til to og fire fotoner er 1,43 · 10^-6 (dvs. ca. ét henfald til fire fotoner for hver million henfald til to fotoner). Til de fleste praktiske formål kan man derfor antage at parapositronium udelukkende henfalder til to fotoner. Hvis henfaldet sker til to fotoner, og elektronen og positronen er i hvile umiddelbart inden henfaldet, vil fotonerne pga. energi- og impulsbevarelse hver have en energi på 511 keV, og fotonerne udsendes med en indbyrdes vinkel på 180°.

Ortopositronium

Triplettilstanden, hvor elektronens og positronens spin er parallelle (S = 1, M_s = -1 , 0 , 1) kaldes ortopositronium (o-Ps). Ortopositronium henfalder ved udsendelse af et ulige antal fotoner (som oftest er tre). Ortopositroniums levetid er ligeledes summen af bidragene fra de forskellige henfaldstyper

${\displaystyle t_{o{\text{-Ps}}}=t_{3\gamma }+t_{5\gamma }+t_{7\gamma }\dots .}$

Den teoretiske værdi for levetiden er 142,05 ns. Levetiden af det primære henfald til tre fotoner, ${\displaystyle t_{3\gamma }}$ er givet ved

${\displaystyle t_{3\gamma }={\frac {9\pi \hbar }{2(\pi ^{2}-9)\alpha ^{6}m_{e}c^{2}}}\approx 138.6~{\text{ns}}.}$

Fordelingsforholdet mellem henfald til tre og fem fotoner er 1,0 · 10^-6, så man kan til mange praktiske formål antage, at parapositronium udelukkende henfalder ved udsendelse af tre fotoner. Her er det dog ikke muligt umiddelbart at forudsige energi- og vinkelfordeling af fotonerne, som det er tilfældet for henfaldet af ortopositronium til to fotoner.

Det er muligt for ortopositronium at henfalde til én foton, men pga. impulsbevarelse kan dette kun ske i nærheden af et andet legeme (fx en elektron), hvormed positronium kan vekselvirke.

Ortopositronium kan endvidere henfalde til et neutrino-antineutrinopar – dvs. uden udsendelse af fotoner. Det teoretisk beregnede fordelingsforhold er 9,5 · 10^-21.

Skaleret brintatom

Positronium kan beskrives nøjagtigt vha. relativistisk kvantefeltteori. Til mange formål kan man dog opnå en tilstrækkelig god approksimation ved skalering af brintatomet. Eksempler herpå er givet herunder:

Energiniveauer

Det n'te energiniveau i brint er givet ved

${\displaystyle E_{n}^{\text{H}}=-\left[{\frac {m_{e}}{2\hbar ^{2}}}\left({\frac {q^{2}}{4\pi \epsilon _{0}}}\right)^{2}\right]{\frac {1}{n^{2}}}}$,

hvor

m_e er elektronens masse,

${\displaystyle \hbar }$ er den reducerede Planckkonstant ${\displaystyle \hbar ={\frac {h}{2\pi }}}$,

q er størrelsen af elementarladningen,

ε₀ er vakuum permittiviteten og

n = 1, 2, 3, … er hovedkvantetallet.

Grundtilstandens energiniveau (hvor n = 1) er E₁ = -13,6 eV.

Den reducerede masse μ for et system bestående af to legemer med masserne m₁ og m₂ er defineret som

${\displaystyle \mu ={\frac {m_{1}m_{2}}{m_{1}+m_{2}}}}$,

som for brint bliver (hvor m_p er protonens masse)

${\displaystyle \mu _{\text{H}}={\frac {m_{e}m_{p}}{m_{e}+m_{p}}}\approx m_{e}\qquad ({\text{idet }}m_{p}\gg m_{e})}$.

Tilsvarende for positronium

${\displaystyle \mu _{\text{Ps}}={\frac {m_{e}^{2}}{2m_{e}}}={\frac {m_{e}}{2}}.}$

Energiniveauerne i positronium kan dermed beskrives som

${\displaystyle E_{n}^{\text{Ps}}={\frac {\mu _{\text{Ps}}}{\mu _{\text{H}}}}E_{n}^{\text{H}}\approx {\frac {1}{2}}E_{n}^{\text{H}}}$,

hvilket for grundtilstanden (n = 1) giver E₁ = -6,8 eV. Energiniveauerne i positronium er altså halvt så store som energiniveauerne i brint.

Radius

Bohrradiussen a₀ er omtrent lig med den mest sandsynlige afstand mellem protonen og elektronen i grundtilstanden i et brintatom. Bohrradiussen er givet ved

${\displaystyle a_{0}={\frac {4\pi \epsilon _{0}\hbar ^{2}}{m_{e}q^{2}}}\approx 0,523~{\text{Å}}}$.

Den tilsvarende radius af positroniums grundtilstand ${\displaystyle a_{0}^{\text{Ps}}}$ er givet som

${\displaystyle a_{0}^{\text{Ps}}={\frac {4\pi \epsilon _{0}\hbar ^{2}}{\mu _{\text{Ps}}q^{2}}}=2a_{0}^{\text{H}}\approx 1,06~{\text{Å}}}$.

Radius af positroniums grundtilstand er altså dobbelt så stor som radius af brints grundtilstand.

Historie

Positronium blev første gang beskrevet af den kroatiske fysiker Stjepan Mohorovičić i 1934, hvor han navngiver stoffet electrum (forkortet Ec). I Mohorovičićs artikel beskrives electrum bl.a. som

Positronium blev første gang påvist eksperimentelt af Martin Deutsch i 1951, som dannede positronium ved at skyde positroner fra en ²²Na-kilde ind i forskellige gasser, hvori de kunne løsrive elektroner og danne positronium.

Fremstilling

Positroner er et af restprodukterne fra det naturlige β⁺-henfald. En del af disse positroner vil danne positronium ved at binde sig til en elektron i det omgivende materiale, og man kan dermed sige, at positronium også er naturligt forekommende.

Positronium kan også dannes i fysiklaboratorier, hvor positroner dannes, nedkøles og indfanges fra en radioaktive kilde eller en partikelaccelerator. I laboratorier kan positronium dannes ved at skyde langsomme positroner ind i porøse krystaller, hvor nogle af positronerne opsamler en elektron. Efterfølgende undergår positroniumatomerne et stort antal kollisioner (op mod 10⁶) med krystallet, hvorved positroniumatomerne næsten termaliseres, inden det udsendes fra krystallets overflade.

Forekomst og anvendelse

Positroner anvendes som sporstof ved PET skanning. Positionerne bindes til elektroner og termaliserer, inden de annihilerer. En del af positronerne vil således danne positronium, inden de annihilerer. Ved hjælp af forskellige filtre udvælges henfald til to fotoner, og dermed kan man bestemme positionen for henfaldet med en nøjagtighed, som typisk er bedre end 1 cm. Dette anvendes til frembringelse af fysiologisk diagnostiske billeder indenfor nuklearmedicin.

Positronium kan indgå som mellemled i dannelsen af antibrint. Det er ikke muligt at danne antibrint direkte fra frie positroner og antiprotoner, da der kræves (mindst) en tredje partikel, som kan bære overskydende energi og impuls væk.. Med positronium som mellemled, kan antibrint derfor dannes ved følgende reaktion

${\displaystyle {\text{Ps}}+{\bar {\text{p}}}\to {\bar {\text{H}}}+e^{-},}$

hvor ${\displaystyle {\bar {\text{p}}}}$ er en antiproton og ${\displaystyle {\bar {\text{H}}}}$ er antibrint.

Positronium kan blive den dominerende form for atomart stof i universet i en fjern fremtid, hvis protonhenfald er en realitet. I et flat univers vil de fleste positroner og elektroner bliver bundet som positronium. I et åbent univers vil der dannes en del positronium, men de fleste elektroner og positroner vil forblive frie. Sådanne positroniumatomer vil dannes i højt eksiterede tilstande og have radier af samme størrelse som det på nuværende tidspunkt observerbare univers. Positroniumatomerne vil udsende en kaskade af lavenergetiske fotoner, for til sidst at ende i grundtilstanden, hvorfra de annihilerer.

Positronium i andre systemer

Positroniums negative ion (Ps^-) er et positroniumatom, som er løst bundet til en elektron (dvs. én positron og to elektroner bundet til hinanden). Ps^- blev første gang observeret i et laboratorium i 1981 af Allen P. Mills, Jr.. Da systemet bærer en elektrisk ladning, kan det accelereres i et elektronisk felt, hvormed man pga. relativistiske effekter kan observere en forlænget levetid fra laboratoriets referencesystem.

Positronium kan eksiteres til høje energitilstande – kendt som Rydberg-positronium – hvormed levetiden kan forlænges flere størrelsesordener. Det er blevet foreslået at sådant Rydberg-positronium kan anvendes til eksperimentel undersøgelse af tyngdekraftens virkning på antistof.

Positronium kan bindes til et brintatom og danne positroniumhydrid (PsH)^{[kilde mangler]}

To positroniumatomer kan bindes til hinanden og danne molekylet dipositronium (Ps₂). Et sådant system blev første gang observeret af David Cassidy, S. H. M. Deng og Allen P. Mills, Jr. i 2007.

Kilde

Se også

• Pardannelse